Månedens oversætter: Henning Vangsgaard

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

De seneste 20 år har vi levet i oversættelsens guldalder. Ikke oversætternes guldalder, som Bjørn Bredahl fejlagtigt skrev for nogle år siden i Politiken.  I det tidsrum har vi ikke blot fået mange spændende nyoversættelser inden for litteratur og filosofi, men også en lang række kanoniske værker, der ikke har været oversat før. Det danske læsepublikum har aldrig før haft et så rigt udvalg af litterære og filosofiske klassikere i oversættelse. Det burde påskønnes noget mere – også af kritikerne. At skulle vælge mellem så mange fremragende og inspirerende oversættelser er næsten for meget forlangt. Men skulle jeg hårdt presset vælge én oversættelse, må det blive Else Hennebergs oversættelse af Michel de Montaignes Essays fra 1992. Et på alle måder monumentalt arbejde. Hvad egne oversættelser angår, har det været et privilegium at prøve kræfter med den store tyske filosofi i skikkelse af F.W.J. Schelling og Jürgen Habermas. Kærlighedsarbejdet er det store udvalg af Per Højholts lyrik, Peter Urban-Halle og jeg oversatte til tysk under titlen Der Kopf des Poeten i 1998. Per Højholt var så glad for bogen, at han optog den i sin danske værkfortegnelse. Det var en stor oplevelse for os at oversætte et dansk, der er så færdigformuleret og formfuldendt.                      

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Bøger af kvalitet inden for litteratur og filosofi. Her skal ordet kvalitet udtales som afdøde Poul Borum gjorde det: med dyb og salvelsesfuld stemme. Livet er, især efter de halvtreds, for kort til at beskæftige sig med uvæsentligheder. Det gælder både for læsning og oversættelse. Men især for oversættelse. Den gode bog kan kompensere for det faktum, at vi ikke lever i oversætternes guldalder, en ringe bog minder os hvert sekund om, hvor lidt guld vi spinder på vores arbejde.     

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Ukuelig optimisme. Alle oversættere, tror jeg, bærer på drømmen eller utopien om den fuldendte oversættelse, at der hinsides håndværket, anstrengelsen og tvivlen om det rette ord, den rette vending, den rette sætning og det rette greb om værkets helhedskonstruktion indtræder et magisk øjeblik, hvor udgangssprog og modersmål flyder sammen til en organisk helhed, hvor afgrunden mellem ord og genstand ophæves og smelter sammen til det paradissprog, Walter Benjamin drømte om. Det kræver en ukuelig optimisme at vide, at denne drøm altid brister.

Og hvis det lyder for højttravende for nogen, at oversætte kræver den optimisme og ukuelighed – og her sender jeg en kærlig hilsen til Sonja Rindom, en af det 20. århundredes store danske oversættere – som Anders And præsterer, når han hver tirsdag møder på arbejde som altmuligmand på margarinefabrikken.

Hvor oversætter De?

Det meste af tiden på min klaverbænk i hjemmet på Bellahøj. En gang om året i mit andet hjem: Europäisches Übersetzer-Kollegium i Straelen. Et utroligt inspirerende sted at arbejde, hvor man kan møde andre medlemmer af Den Europæiske Oversætterrepublik. Andre steder kan også komme tale: Jeg har set ud på den svenske midsommernat i Dalarne sammen med Victor Klemperer og kigget ned på Wienerstraße i Kreuzberg sammen med Christa Wolf. I sommer sad jeg på Söder i Stockholm sammen med Uwe Johnson og fortalte ham, hvor stor en forfatter han var, og hvor svensk han i grunden så ud.                    

Deres største fejl?

Letsindighed. Min mund har ofte sagt ja, hvor den burde sige nej. Det har ført til en del ubehageligheder i mit liv. På den anden side: En alt for stålsat karakter kan også være en hindring for at få spændende oplevelser i det hele taget.      

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

De romaner, især kriminalromaner, hvor fantasien, fortælle- og konstruktionsevnen kun rækker til halvdelen af bogen. På et tidspunkt begynder fortællemaskineriet at støje så meget, at jeg må lukke bogen. Eftertrykkeligt.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Fordi hun vedkender sig det liv, hun har levet. På det smukkeste dansk og med den klareste argumentation i romanens slutdialog med Ludvig Holberg.    

Deres helte i det virkelige liv?

J.P. Jacobsen. For hans konsekvente, kloge og altid anfægtede ateisme. For hans mod til at trodse den frygtelige tuberkulose, han led af, og for hans mod til at slutte forfatterskabet med ordene: Lys over landet, – det er det, vi vil. Ikke et hvilket som helst lys, men det magiske og smukke lys, som falder i Thy og på Limfjordens vande. Hans forfatterskab og brevveksling burde være tvangslæsning for alle de religiøse, der uafladeligt tager ordet ”åndelighed” og ”spirituel længsel” i munden og derfor ikke kan se, hvor fantastisk og mangfoldigt det faktisk foreliggende liv er.         

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Uwe Johnsons tetralogi Jahrestage. Mirabile dictu: Jeg er så heldig, at jeg sidder og oversætter dette værk nu. Og så håber jeg, at Peter Urban-Halle og jeg på et tidspunkt kan få færdiggjort den store antologi af dansk lyrik i tysk oversættelse, vi med store afbrydelser har arbejdet på i årevis.        

Deres sindsstemning netop nu?

Sorg. Min nære ven Herbert Zeichner døde den 12. december. Jeg vil savne hans utrolige nærvær, generøsitet og sproglige følsomhed. Og ikke mindst hans stemme, når han læste op på sit modersmål. Hvor magisk den lød, kan man forvisse sig om på Martin Hals cd Das mechanische Klavier eller på cd’en til det ovennævnte tyske udvalg af Per Højholts digte, hvor han læser den sene Højholt op. Hans død fulgte kort tid efter Christa Wolfs død den 1. december, som berørte mig dybt. Jeg har fulgt hendes forfatterskab i over fyrre år og oversat de tre seneste af hendes værker til dansk. Denne sørgelige afslutning på året kaster også sit triste lys over de gode kolleger, jeg (vi) mistede i år: Andreas Bonnevie, Jørgen Nielsen, Gisela Perlet og Mone Hvass.                       

Deres devise?

”Jeg har takket den gode Gud tusinde gange for, at han har gjort mig til ateist.” (Med et venligt nik til Georg Christoph Lichtenberg).

Hvilken dansk oversætter oversætter her?

Tosprogethed

Af Thomas Harder

Jeg har fået fortalt, at jeg – på et meget tidligt tidspunkt af mit liv og af min sproglige udvikling – blev meget vred, første gang en af min italienske mors veninder gav sig til at tale italiensk med hende. Det var åbenbart første gang, jeg hørte andre end min mor tale dette sprog i Danmark, og jeg betragtede det tydeligvis som en utilbørlig indtrængen på vores helt private sproglige enemærker. Med min danske far og den videre omverden talte jeg dansk, italiensk talte jeg kun med min mor.

Efterhånden udvidedes kredsen af mennesker, som jeg fandt det i orden at tale italiensk med, og det samme gjorde viften af formål, som jeg syntes, at sproget kunne bruges til – fra det helt nære og familieintime over italienske Anders And­blade, som min mor var så klog at lade min bror og mig abonnere på, til universitetsstudier, litterær oversættelse (herunder af italienske Anders And-historier) og konferencetolkning og avis­ og bogskriverier.

Om jeg er tosproget eller ej, er et definitionsspørgsmål. Selv vil jeg mene, at jeg er noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9-sproget. Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. Ikke overraskende, i betragtning af at jeg er vokset op i Danmark og gik i skole og på universitetet her, og i alt overvejende grad har levet mit liv omgivet af mennesker, som jeg har talt dansk med. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det at vokse op med et andet sprog som sit andet modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv på et progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå på anden måde. Det er det, jeg har levet af gennem hele mit voksenliv.

Fødder i flammer

Illustrationer:  Jan Birck fra serien 'De vilde fodboldrødder' (skrevet af Joachim Masannek), Forlaget Flachs

Af Lene Ewald Hesel

Langt de fleste børnebøger er illustrerede, ikke mindst bøger for de yngste – hvad enten de selv læser bøgerne eller får dem læst højt. Illustrationerne, der helst ikke bare skal kopiere, men selvstændigt supplere teksten, kan i nogle tilfælde besværliggøre, ja, i enkelte tilfælde næsten umuliggøre en mundret oversættelse.

      Lad mig give et eksempel: På tysk kan man ‘die Hand ins Feuer legen’, altså ‘lægge hånden i ilden’ – et udtryk, der på dansk svarer nogenlunde til at ‘lægge hovedet på blokken’ eller ‘æde sin gamle hat’. I en børnebog om fodbold var udtrykket blevet ‘genre-tilpasset’ til ‘die Beine ins Feuer legen’, suppleret med en illustration af en dreng, hvis ben var omspændt af flammer. Hvad stiller man som oversætter op med sådan en illustration? I dette tilfælde var det så heldigt, at det tyske forlag gik med til at ændre illustrationen til den danske udgave; flammerne blev fjernet, så illustrationen ikke længere karambolerede med den danske tekst.

      Men i enkelte, ulykkelige tilfælde kan en illustration være så forvirrende i en oversættelse, at det mest hensigtsmæssige er at beskære eller på anden måde manipulere den; det er naturligvis ikke ideelt og kan umiddelbart opfattes som et overgreb mod originalværkets helhed, men omvendt er det vigtigt, at den danske læser ikke efterlades i tvivl eller undren, hvor det ikke er tilfældet i originalteksten.

Oversættelseskritik - oversættelseshistorie - oversætterleksikon?

Et forslag

Af Anne Marie Bjerg

Dansk Oversætterforbund, stiftet i 1944, er fra 1971 en del af Dansk Forfatterforening. Det har i dag ca. 180 medlemmer hvoraf adskillige også er forfattere i forskellige genrer.Forfatterne henvender sig med deres arbejde til offentligheden, til læserne, til kritikerne. Deres arbejde bliver modtaget, læst, debatteret, skældt ud, rost. Det eksisterer, kort sagt, i det offentlige rum.

Oversætternes arbejde, skønt lige så manifest, eksisterer på det nærmeste ikke i det offentlige rum. De allerfleste oversættere arbejder lige så dedikeret, lige så lidenskabeligt med deres oversættelser og deres sprog som forfatterne, men deres arbejde bliver i de fleste tilfælde ikke modtaget, ikke opfattet. Det er ligesom med rengøringsarbejde: Det bliver kun registreret hvis det ikke er udført ordentligt. Oversætternes arbejde må nøjes med et positivt adjektiv i ny og næ, eller med en forarget påpegning af en eller flere eklatante fejl. Eller med tavshed. Det er stort set niveauet for den danske oversættelseskritik.

Vi har gennem århundrederne udviklet sprog og begreber for litterær kritik, for kunstkritik, for musikkritik mm. Men kvalificeret analyse og vurdering af oversættelseslitteraturen findes stort set ikke. 

Grundlaget for at udvikle en værdig oversættelseskritik er naturligvis at man har en oversættelseshistorie. Det er ikke muligt at vurdere noget i et ahistorisk rum, der skal være noget at sammenligne med. 

De traditionelle litteraturhistorier og –historikere forholder sig meget forskelligt til oversættelser og oversættere, alt efter indfaldsvinkel, men altid kun summarisk og perifert.

For nogen sinde at kunne etablere en egentlig oversættelseskritik må man nødvendigvis have en viden om hvordan der tidligere er blevet oversat. Det vil sige at få besvaret følgende spørgsmål: hvilke og hvor mange (bøger, teaterstykker mm.) blev oversat hvornår, hvorfor, af hvem og hvordan? Altså en oversættelsernes og en oversætternes historie i Danmark!

En oversætterkollega gjorde for nogen tid siden opmærksom på et projekt, et initiativ der har set dagens lys i Sverige, nemlig udarbejdelsen af Svenskt översättarlexikon på nettet; adressen er:

www.oversattarlexikon.se

Og her ser jeg min forestilling gjort til virkelighed – i Sverige!

Læser man her den indledende redegørelse af Lars Kleberg for hele projektets idé og opbygning og historie – påbegyndt i 1998, åbnet i 2009 – begynder man at få et begreb om hvad et tilsvarende dansk leksikon ville betyde og kunne bruges til. Her spørges: ”Hvor er oversættelseskritikken? Hvor er det sprog der ikke kun kan beskrive fejlene, men også fortjensterne? Hvem var vores forgængere?” Forfatteren Birgitta Trotzig citeres for følgende ord der også passer på danske forhold: ”Oversættelserne er simpelt hen – brutalt udtrykt – halvdelen af vores nationallitteratur.”

Dette leksikon rummer (foreløbig) biografier over afdøde svenske oversættere; karakteristik af hvordan denne eller hin oversætter adskilte sig fra andre; og, ikke mindst, bibliografier over deres arbejder. Det meste af alt dette er grundforskning! Desuden artikler om forskellige oversættelsestraditioner, herunder bibeloversættelser. Og andre artikler om oversættelsrelevante emner.

Arbejdet med etableringen af et sådant leksikon i Danmark må, ligesom i Sverige, foregå over lang tid og med en hel række forskellige medarbejdere. I virkeligheden er det et helt forskningfelt der skal opdyrkes.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med KVINFOs historie. Kvindelitterære studier fandtes ikke før Pil Dahlerups og Nynne Kochs pionerindsats. Jeg skal ikke her gøre rede for KVINFOs historie, men blot pege på at nu eksisterer Kvindebiografisk leksikon, Nordisk kvindelitteraturhistorie for slet ikke at tale om KVINFO med bibliotek og selvstændig forskning, fuldt statsligt anerkendt og med tilskud. Alt det fandtes ikke før, det findes nu!

Set i sammenhæng med indholdet i det nu i januar 2011 afleverede indlæg fra DOF til Liebstudvalget til kulegravning af kunststøtten/Kunstrådet ligger det lige for at kæde et projekt som det her skitserede sammen med ønsket om en oversætteruddannelse i lighed med Forfatterskolen.

Havde vi her i landet en sådan uddannelse, og havde vi et (påbegyndt) oversætterleksikon, ville oversætternes og oversættelsernes anseelse vokse og vores arbejde måske få den plads i den litterære historie og i den litterære offentlighed som det fortjener.