fredag den 29. juni 2012

Månedens oversætter: Jan Hansen




(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Det var en Niels Brunse-oversættelse, hjemlånt fra biblioteket i Rønne i løb for at nå den sidste bus hjem til den yderste klipperække inden malketid, af en roman af en blødfeministisk amerikansk forfatter, der først fik mine øjne op for fordelene ved at bruge en sprogbevidst og tænkende oversætter i stedet for en robot m/k eller discountløsninger som Google-søgning og Wikipedia-opslag (ingen af delene opfundet dengang). Og ny lyver jeg måske. For gad vide om det ikke først var en af hendes senere, Niels oversatte? Det her var længe før, jeg overhovedet havde overvejet også selv at blive hjemmesyerske for nålepenge – et Ole Husted-citat fra hans tid som oversætterformand, citeret efter hukommelsen og selvom jeg ved med sikkerhed, at Ole sagde både ”hjemmesyerske” og ”nålepenge”, måske ikke helt ordret. Senere var det ikke mindst Anne Marie Bjergs oversættelser, jeg kastede min kærlighed på. Det skyldtes delvis, at jeg frisk ankommet til København for at studere engelsk blev kaldt ”reservesvensker” så tit – undtagen de gange jeg blev kaldt ”bådflygtning”. Eller meget værre ting, fordi jeg havde sort hår dengang og har let ved at blive solbrændt – at jeg satte mig for at undersøge, om jeg måske virkelig var mere svensk end dansk, og, når jeg ikke læste på helt udenlandsk, stort set kun læste svenske romaner. Slutningen af 1970’erne var så bestemt ikke det dårligste tidspunkt at være fikseret på svenske forfattere, og der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at de var mindst lige så gode, efter at Anne Marie, som jeg ikke kendte dengang, havde haft dem under nænsom og kyndig behandling. Hvad jeg i øvrigt læser eller har læst på dansk i stedet for originalsproget, er temmelig spredt fægtning, men de seneste årtier har dansk litteratur været velsignet med en mindre horde af dygtige oversættere. Også Claus Bech og Jørgen Nielsen er meget højt oppe blandt mine private ikoner. Og Bente Kastberg og Ivan Malinovski især, hvis vi taler oversættelse fra russisk og går lidt tilbage i tiden, og – nå ja, og så videre ... En særlig stor inspiration, som jeg hørte ved en gæsteforelæsning for mere end 30 år siden, er stadig Rita Wright-Kovaljova, der oversatte Hemingway og senere Faulker til russisk og gjorde det så godt, at hendes og d’herrers bøger blev en af de største inspirationskilderfor senere generationer af russiske kvalitetsforfattere. Selvfølgelig ikke for gammelnationalister som Solsjenitsyn eller propagandister af anden politisk observans, men for rigtig gode forfattere som Trifonov. Nu får det her mig til at lyde mere metafysisk, end jeg vist egentlig er, men tilfældet ville, at jeg, da jeg hørte hende, næsten lige havde opdaget William Faulkner (takket være Hovedbiblioteket på Kultorvet og deres enlige lille reol med engelsksproget litteratur), og Wright-Kovaljova havde en teori om ”en forfatters melodi” som uafhængig af konkret sætningsrytme i vedkommendes forskellige værker og af skiftende sætningslængde. Det gjorde et uudsletteligt indtryk, da hun satte sig til at banke Faulkners ”stemme”, som hun sagde – i dag ville jeg nok kalde det en forfatters ”grundmelodi” – med én finger i et bord. I al ubeskedenhed tror jeg, at jeg har haft held til at genbruge hendes model, eller i hvert fald prøve, i forhold til et par i de fleste andre henseender vidt forskellige forfattere, jeg er blevet bedt om at prøve at oversætte i årtiernes løb. En advarsel: Ved applicering på venstrehåndsarbejde kan Wright-Kovaljovas oversættelsesmodel give alvorlig tinnitus, tror jeg, og muligvis varige erhvervsskader.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Som fritids- og lystlæsning ikke mindst lyrik. I så meget større mængder i dag end tidligere i mit liv, at det vist egentlig mest er en erhvervsskade på grund af de mange tykke romaner, der kommer forbi mit skrivebord ... Jeg har været heldig at få lov til at lave både tungt og let og både smalt og bredt eller i hvert fald temmelig meget bredere bøger. Men det er ikke nogen hemmelighed, at typecasting er vidt udbredt i den danske forlagsbranche, og fordi jeg engang lod mig overtale til at oversætte en – nå ja, okay, så to – af Dostojevskijs mammutromaner, får redaktører eller deres chefer åbenbart somme tider associationer til mit navn, når de, oftest ubeset og næsten altid ulæst eller i hvert fald ikke færdiglæst, har købt et eller andet på 500 eller 800 eller jeg ved ikke hvor mange hundrede sider for meget, som de godt vil have til at ”lyde ligesom” den eller den. Selvom jeg vil insistere på, at der bør indføres forbud mod romaner på mere end max 200 sider, må jeg for en ordens skyld have med, at jeg også selv undertiden har læst bøger, hvor man efter at være nået til slutningen på side 900 bliver ked af, at den er slut. Men så hedder forfatteren som regel Zadie Smith. Eller Charles Dickens eller Fjodor Dostojevskij. Især bliver der fortæret digte, som kommer lige nu her i Storbritannien, hvad enten det er i trykt eller anden form, som Poetry Slams. Men da jeg tidligere i år satte mig for at forårsrengøre i bogreolen – husets eneste reol med bøger i, efter at vi for nogle år siden indførte ”1 bog ind, 1 bog ud” som husregel; bortset fra mine ordbøger, som er Udsmidningsfri Zone (og måske – men nu si’r jeg ikke mer’ – et par små, hemmelige nød-bogdepoter) – ved at løfte en halv hyldefuld bøger ned kollektivt i stedet for én ad gangen, faldt der til min udelte fornøjelse et lille, tyndt bind ud, som viste sig at være Janina Katz’ Szymborska-oversættelser. Den havde jeg ikke havde læst, siden den udkom for snart 20 år siden, og det var et lykkeligt gensyn. Desuden er jeg – som læser – storforbruger af kvalitetskrimier, oftest af Ian Rankin eller Barbara Vine. Og af det, der i mangel af en bedre betegnelse i Danmark vist lidt misvisende stadig bliver kaldt britisk postkolonial litteratur, men snarere burde hedde multietnisk eller bare aktuel britisk. Det får I overraskende lidt af i Danmark, synes jeg, men f.eks. Lewickas Traktorens historie på ukrainsk og Malkanis Londonstani findes heldigvis på dansk; har med skam at melde selv kun læst de to på udenlandsk ... Da der også skal være plads til nogle indimellem lange arbejdsdage, får jeg ikke læst nær så meget på dansk, som jeg prøver at tvinge mig selv til. Men det sker dog, og så kan så væsensforskellige bøger som en ny Helle Helle eller en Dennis Gade Kofod få det til at sige Pling! Wauw! selv hos en halv- eller trekvartgammel og nu kun delvis dansk læser som mig.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Grundighed, tror jeg. Desværre ikke altid en entydig fordel i dette fag, men en vis grad af vedholdenhed er nok obligatorisk, hvis man skal nå til enden med en bogoversættelse. For det andet, at jeg kan holde mine deadlines. Det vil sige, det har jeg efter sigende haft ry for i et par årtier, men på det seneste er det et par gange slet ikke gået efter tidsplanen. Sikkert fordi jeg de gange har forsøgt at skræve over mere, end jeg er sikker på, at bukserne kan holde til. Eller også har andre; udenlandsk litteratur indkøbt til oversættelse til dansk er ligesom vin eller jordbærhøsten noget, hvor nogle årgange er bedre end andre.

Hvor oversætter De?

Mit arbejdsværelse har fra starten også fungeret som gæsteværelse. Med det resultat at der har boet nogen de sidste fire-fem år. Senest flyttede datter og svigersøn for ½ år ind for at slippe for alt for ekstremistiske boligudgifter. Jeg har sagt til dem, at de godt må finde sig et andet sted at bo, inden de skal på pension, men på den anden side og selvom Katja er 27, er det dejligt at have børn i huset igen. Den faststående computer er derfor flyttet ind i et hjørne af soveværelset, og det fungerer overraskende gnidningsfrit. Desuden har det den store fordel, at der hér er en meget bredere udvendig vindueskarm, sådan at jeg, samtidig med at jeg arbejder eller i de korte pauser, kan underholde mine altankassebeboere lidt. Prins Charles er ikke alene om at tale med sine planter, jeg gør det også; det må skyldes noget i drikkevandet herovre. Eller jeg kan, hvis jeg mod sædvane skulle komme til at kede mig for meget, læne mig tilbage i stolen og kigge ud på fugle-foderautomaten eller andet wildlife på terrassen, hvor der altid sker noget. Fugle og andre vilde dyr er jo ikke dummere, end de flytter længere og længere ind i storbyerne, efterhånden som de får nok af pesticider og industrilandbrug eller overklassens rævejagter, og når der en gang imellem kommer en stor flagspætte eller et par af vores grønne London-papegøjer – Alexanderparakit for danske burfugleentusiaster og ifølge myten sluppet løs af Jimi Hendrix og en af hans daværende kærester, som boede i Carnaby Street – eller bare en skovskade forbi, er min dag reddet ... At arbejde i vores soveværelse burde føre til konflikter, men gør det overraskende sjældent. Jeg skal altid have musik på, mens jeg oversætter, som regel en radiostation uden alt for meget snak: At have noget andet at lytte til lukker af for trafiklarm, godstog (selvom vi bor et par hundrede meter fra jernbanen, kan de overdøve selv lyden af seks dobbeltdækkerbusser, der holder med motoren i tomgang og venter på at prøve at snegle sig forbi hinanden i en smal London-gade) eller naboer i skænderi. De dage jeg må i gang så tidligt eller fortsætte så sent, at der ligger nogen i sengen imens, er jeg så heldig – i tilbageblik – at jeg blev bidt af en bogorm tidligt og allerede som 7-8 årig lærte at lukke ørerne for menneskestemmer, dengang især yngre søskende, som skulle have skiftet ble eller ville afprøve deres farveblyanter i mine skolebøger. Den evne har jeg mere end 40 år senere stadig stor nytte af. Jeg lærte også at indskyde ”Ja, skat” og ”Du har bare sådan ret”, i vore dage på udenlandsk, mens jeg arbejder videre ... Kvinder har det som regel ikke godt med partnere, der kan lukke ørerne helt på den måde, og det ved de fleste. Jeg kan betro jer, at mænd, der sover sammen med andre mænd, reagerer praktisk taget ligesådan, når eller hvis jeg skulle være uheldig at komme til at sige ”Yeah, sweatheart, you are right” på et forkert tidspunkt i monologen. Men det er ikke værre end, at jeg de gange kan gemme dokument og arbejde videre på den bærbare et lidt mindre bitchy sted. Jeg er tilstrækkeligt social til normalt ikke at skrue op for musikken, mens nogen sover – eller taler til mig.

Deres største fejl?

1) Min stædige grundighed. Eller grundige stædighed. Den indebærer blandt andet, at jeg ikke altid er hurtig nok til at foreslå det forlag, jeg sidder med en oversættelse for, at forkorte en sætning eller ti væk. Nok også fordi der de gange, hvor der er behov for at slette en sætning hist og her, i virkeligheden tit med fordel kunne have været redigeret et par sider (eller et par hundrede) ud.

2) Min etniske baggrund. Specielt den indbyggede bornholmske granit, som jeg selv betragter som et privilegium og som en slags ekstra crap detector, som er god at have i reserve, men som arbejdsgivere indenfor den danske bogbranche ikke altid værdsætter. I sejlskibenes tid hed det sig, at der ikke måtte være flere bornholmske søfolk i en besætning, end der var master, man kunne binde dem til. Granit kommer dog, i hvert fald hos mig, ikke i udbrud hvert årti, og sjovt nok er det aldrig sket på arbejdsfronten her i England eller privat. Derimod har der med tiltagende hyppighed de sidste par år været Grímsvötn-lignende seismiske udbrud i forbindelse med kontraktforhandlinger eller f.eks. e-bogs-udspil fra danske kunder. Foreløbig har jeg overlevet professionelt ved, at jeg, hver gang ét københavnsk forlag ikke gider have mere at gøre med mig, er blevet kontaktet fra et forlag, hvor jeg lige på det tidspunkt ikke har gjort mig uvenner med nogen, om en anden og interessant nok ofte sjovere opgave.

3) Denne liste kunne temmelig sikkert fortsættes, men jeg vil være forfængelig og slutte her.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Sådan noget er der en del af, og det er ikke nogen hemmelighed for nogen, at bøger kan have en næsten lige så fordummende og kulturafstumpende effekt som avislæsning. Men på arbejdssiden har jeg det især ikke godt med forfattere, som ikke kan huske, hvad deres egne hovedpersoner hedder. Det fænomen støder man uhyggelig tit på, ikke mindst ved oversættelse efter endnu upubliceret tekst – eller, som det undertiden kan vise sig i processens løb, endnu ikke skrevet tekst. Jeg kan også blive lidt sur, når der den ene gang efter den anden i en tekstvariant, som forlag og agent siger er den færdige, der skal oversættes efter, står TK (Text to come). Det betyder nemlig ofte, at de mangler et meget langt stykke ny tekst, sandsynligvis som delvis erstatning af noget, jeg allerede intetanenede har spildt tid på at oversætte. Har dog de sidste par år lært, inden jeg gør i gang, at søge på, om der skulle være TK’er og/ eller skarpe parenteser i tilsendt tekst.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Anton Tjekhov. Ikke kun fordi han – posthumt – betalte for min datters første trehjulede cykel. Og heller ikke kun fordi han har den reneste tone af alle forfattere, jeg har oversat: Med ham gælder det kun om at finde den helt præcise tilsvarende glose hver gang – med hensyntagen til, at faste vendinger selvfølgelig ikke altid kan oversættes ord for ord fra ét sprog til et andet, og med en lille smule hensyntagen til grammatiske forskelle – så står hans tekster lysende klart på siden, også på dansk, uden at noget behøver at forkortes eller digtes om eller ”forbedres” på eller ”fordanskes” eller gøres ”mere mundret”. Også på grund af hans sociale engagement. Hvad angår helte og heltinder i betydningen hovedpersoner, er der sært nok ikke mange romaner, jeg især husker på grund af dem ... Og dog, der er selvfølgelig et par gode skurke eller syv hos Dickens eller Dostojevskij. Fra min egen produktion står to hovedpersoner tilbage på den indre harddisk som særlig mindeværdige: Pingvinen Misha i Andrej Kurkovs Døden og en pingvin, selvfølgelig, og Oskar i lille Jonathan Safran Foers store Ekstremt højt & meget tæt på. Jeg havde i øvrigt hverken hørt om Kurkov eller Foer, da jeg første gang blev bedt om at oversætte dem, henholdsvis i 2004 og 2003, så i den henseende er det, trods de dårlige akkorder og de ikke altid lige godt fungerende danske samlebånd, måske ikke så ringe endda at sidde her bag skærmen som verbal hjemmesyerske.

Deres helte i det virkelige liv?

Herude i virkeligheden opererer jeg sjældent med heltebegrebet. Men som Arsenal-fan: Thierry Henry, selvfølgelig. Og et par andre sportshelte, enkelte måske mere døgnflueagtige. Gandhi, Martin Luther King, Nelson Mandela – men det kan alle jo sige. En undtagelsesjournalist som Anna Politkovskaja eller Marie Colvin. Men især de mange mere usynlige hverdagshelte og hverdagsheltinder, der alt afhængig af økonomiske og øvrige muligheder gør, hvad de kan, og ofte lidt til for at holde sammen på eller prøve at forbedre samfundet eller et lokalsamfund, hvor tilfældet eller et jobvalg eller en kæreste gør, at de bor. Dem er der gudskelov mange af, også her i vores kvarter, og den kategori tilhørte min mor, Inge, der kom ud at tjene på landet på Bornholm som 13-årig og senere blev landmandskone, og min ligeledes afdøde svigermor Idetha, der kom til England som sygeplejerske fra St. Kitts i Vestindien.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Vladimir Makanin. Det burde jeg måske ikke sige højt, da jeg ikke har kontrakt på nogen af hans bøger. Men jeg har holdt meget af Makanin og det, han skriver, siden Vindrose engang i 80’erne bad mig oversætte det foreløbig eneste af ham, der er kommet på dansk ud over en del noveller i antologier. Somme tider kan jeg godt blive lidt misundelig på Gerard Cruys, der får bestilling på at oversætte den ene Makanin-titel efter den anden til hollandsk. Og nu da jeg har vovet mig ud på isen i mine armystøvler med stålforstærket tå: Når telefonen ringer, eller en e-mail tikker ind, bliver jeg især glad, hvis det er nogen, der skal have lavet en teateroversættelse. En bondedreng som mig, med de store støvler på, har måske ikke så meget at bestille på de skrå brædder, men glæden skyldes bestemt ikke kun, at teatrene i Danmark er mindre fedtede med honorarerne end de fleste forlag.

Deres sindsstemning netop nu?

Som en bus fuld af plejehjemsbeboere på udflugt, der er kørt fast i en pløjemark i regnvejr, fordi vores chauffør har fulgt sin GPS helt ukritisk. Det skyldes nok, at jeg tidligere i ugen afleverede en oversættelse af en murstensroman. Et par dage udendørs i forsommersolen eller ifølge vejrudsigten i regn og efterårsrusk – ikke utypisk for England på en hvilken som helst årstid, men jeg har gummistøvler – mens jeg nyder synet af vækst i mine altankasser og i potterne på terrassen, plejer at kurere det.

Deres devise?

Det har skiftet med alderen. I de senere år Maya Angelous ”When you get, give. When you learn, teach.” I et forum som dette kan jeg vel ikke være bekendt at lade det stå uoversat? Egen hønsestrik, beklager, men hvad med: ”Når du får, så giv. Når du lærer noget, lær det videre.”

mandag den 25. juni 2012

Dårlig mælk


Af Jens Andersen

Jeg kunne ikke vente med at komme hjem til liggestolen med den sportsbog, der samme formiddag var landet på skrivebordet. På den sorthvide forside tonede mine to tennishelte fra slutningen af 1970erne frem: Björn Borg og John McEnroe stående i højt og langt hår, tykke pandebånd, træketjsere og sexede shorts ved nettet på Wimbledons Centre Court 1980.

Den nostalgiske nerve sitrede. Mine forventninger var, med bogens lokkende titel, »Spændt op«. Om ikke til lir, så i hvert fald til mindernes lirum larum. Var der noget, vi 20-årige mænd drømte at være midt i 70ernes brølende kvindekamp, så var det en lykkelig gensplejsning af maskuline modsætninger som Borg og McEnroe – halvt en tavst vuggende engel, halvt en rasende flamboyant bisse.

Tilbage til liggestolen i 2012. Jeg synker ned i vattæppe og sportsbog, men snart er længslen efter det forgangne afløst af gammelmands-irritation og ærgrelse over, at et ambitiøst forlag som People’sPress vil være bekendt at sende et internationalt anerkendt værk som Stephen Tignors »Strung up« på markedet i en så redaktionelt sjusket, ofte uforståelig og stedvis ufrivilligt komisk oversættelse. Som der for eksempel står i begyndelsen af et kapitel:

»I slutningen af august 1981, fjorten måneder efter at Björn Borg og John McEnroe havde besteget tennissportens tinding med den berømte tiebreaker i Wimbledon ... «.

Tinding!? Hvordan i alverden kan sådan en lapsus ende i den færdige bog? Og slippe gennem tjek fra oversætter, redaktør og korrekturlæser?

Ligesom de fleste udenlandske bøger kræver Tignors sportsjournalistiske epos en tålmodig og til tider meddigtende oversætter. Ikke bare en læser, der slår op i ordbogen og bevidstløst beslutter sig for det første det bedste ord. Som når der pludselig i den danske udgave tales om Borgs »stålblå pragmatiske blik«, og de magtfulde traditionalister i det kridhvide tennisspil før 1968 konsekvent kaldes for »de gamle geder«. Og kan man forestille sig, at Björn Borg, trods sit forbehold over for ægteskabsinstitutionen, ved synet af sin kommende hustru, Mariana, skal have sagt: »Jeg er ikke blæst væk«.

Borte med blæsten er til gengæld både redaktører og korrekturlæsere af sportsbøger i visse dele af forlagsbranchen i Danmark. Det er ikke mere end et par uger siden, at forlaget Turbulenz udsendte Ronald Rengs prisbelønnede fodboldbiografi »Ein allzu kurzes Leben«,  om den tyske landsholdsmålmand Robert Enke, der i årevis skjulte sin dybe depression og kastede sig ud foran et tog i 2009.

Også i denne fordanskning af en stor international sportsbog står pinlighederne i kø. Hvad betyder en sætning som: »Han gjorde som ingenting«? Har man nogen sinde i fodbold hørt om målfarlige angriberes »patetiske afslutninger«? Og surreelt bliver det, når FC Barcelonas keeper, Victor Valdés, trækkes ind i en diskussion om en målmands nødvendige kynisme og brutalitet, og der så står: »Victor var den eneste, som havde lidt mala leche, som de siger i Spanien – dårlig mælk – i venerne.«

Mala leche. Det siger de ganske rigtigt i Spanien, men det, de mener, er noget i retning af »ondt blod«, hvilket en dybt forvirret læser af side 163 i »Et alt for kort liv« kan finde ud af ved at rejse sig fra liggestolen og gå på nettet.

Købere af de to miserabelt oversatte sportsbøger, der ikke er i nærheden af Stephen Tignors og Ronald Rengs sproglige ambitionsniveau, burde kræve at få ombyttet de danske udgaver med udenlandske ditto. Rødt kort til People’sPress og Turbulenz!

Jens Andersen er bl.a. kulturredaktør ved Berlingske Tidende
(Denne tekst er tidligere bragt i Berlingske Tidendes klumme "Bogbjerget" 26. maj 2012)


fredag den 22. juni 2012

Pas på! - den stikker!


Boganmeldere, journalister, kulturredaktører, boghandlere, forlag og mange flere – tag jer i agt! En frygtindgydende skabning er sluppet løs i cyberspace, nemlig DOFs nye Oversættertidsel!

DOFs medlemmer sender en tidsel til alle der gribes på fersk gerning i, på nettet eller på papir, i deres kataloger, anmeldelser, artikler osv., at præsentere eller omtale en oversat bog uden at nævne bogens oversætter ved navn.

Oversættertidslen er i virkeligheden ikke spor grim men oprindeligt et nydeligt postkort kreeret af Niels Brunse, som man kunne sætte et frimærke på og sende med posten til den formastelige undladelsessynder. Nu har DOF valgt at give tidslen elektronisk form, men den fine lille håndtegning er fulgt med over i vores travle it-tider. Den ser sådan her ud


Mette Olesen, ny medredaktør på Oversætteren


Oversætteren har den store glæde at byde velkommen til medredaktør Mette Olesen.



Mette Olesen bor i Frankrig og oversætter mest fra fransk og mest nutidige romanforfattere: Marie Darrieussecq, Virginie Despentes, Amélie Nothomb, Atiq Rahimi, Emmanuel Carrère.



Læs mere om og af Mette Olesen her: http://danskforfatterforening.dk/medlemmer/mette3250.aspx

tirsdag den 19. juni 2012

Gnældrende latter og vanmagt

Af Lars P. Poulsen-Hansen

Dostojevskij store romaner er i de seneste år blev nyoversat til dansk, ’Onde ånder’ og ’En grønskolling’ af Ole Husted Jensen i henholdsvis 1996 og 2004, ’Forbrydelse og straf’ og ’Idioten’ af Jan Hansen i henholdsvis 2003 og 2006. Det er vel sket ud fra en erkendelse af, at Einar Thomassens og Georg Sarauws oversættelser har haft deres tid. Nu manglede vi kun at få en nyoversættelse af Dostojevskijs største og sidste roman ’Brødrene Karamazov’, et af verdenslitteraturens ubestridte hovedværker. Og den burde naturligvis bygge på den seneste videnskabelige russiske udgave af Dostojevskijs værker, som Thomassen og Sarauw ikke havde til rådighed.

Dostojevskij er oppe i tiden. Det Kgl. Teater spillede i 2006/07 en dramatiseret udgave af ’Brødrene Karamazov’, og for nylig har en fremragende dansk dramatisering af ’Forbrydelse og straf’ gået for fulde huse sammesteds.

Men hvad sker der? Gyldendal genudgiver Sarauws oversættelse fra 1953, der bygger på originaludgaven af romanen fra 1880. At det er Sarauws oversættelse, fremgår dog ikke af Gyldendals hjemmeside, hvor der står: ”Den gamle oversættelse er til denne nye udgave af Mette Dalsgaard gennemgået på ny med den russiske original og rettet.” I selve nyudgaven står Sarauw anført som oversætter, mens Mette Dalsgaard ikke er nævnt. Mystisk! En stikprøvevis sammenligning mellem den gamle Sarauw-udgave og den nye viser imidlertid, at der stort set kun er læst korrektur på den gamle, og det behøver man jo ikke sætte en af vore dygtigste oversættere til. Så det er uforståeligt, hvorfor Gyldendal smykker sig med hendes navn.

Korrekturlæseren har dog ikke fanget alle fejl; der står stadig Osipiovna i stedet for Osipovna (s. I, 277), det ellevte år (i stedet for dit …) (I, 285), Rozhdestvenskaja for Rozjdestvenskaja (II, 120); ny fejl er Tjaskij for Tjatskij (s. I, 277). Vedkommende kan altså ikke russisk. Men det er godt, at ’pik og pak’ er rettet til ’pikpak’ (s. I, 132).

Sarauws oversættelse kan da stadig læses af den ældre generation; den virker hist og her lidt altmodisch, og så bruger han indimellem nogle ord, som absolut ikke er gængse i dag og da heller ikke står i Nudansk Ordbog: usselryg (s. I, 17), livsvandel (I, 43), ærtede (s. I, 66), fripostig (s. I, 129), gnældrende latter (s. I, 160 og 168), vanmagt (s. I, 383), marvråddent (s. I, 398), tryneso (II, 272).

Dertil kommer, at de franske og andre fremmedsproglige passager, som næppe mange forstår i dag, ikke alle er oversat i noterne, som Ole Husted Jensen og Jan Hansen har gjort det i deres oversættelser. De ville også have tilføjet langt flere realkommentarer, end der er i denne udgave. Og med rette.

Men værst er det dog, at en række deciderede oversættelsesfejl stadig er at finde i den nye udgave:

’et fedt tidsskrift’ for ’et tykt’ (I, 110), ’etatsråd’ for ’statsråd’ (I, 136), ’jeg vil bare gøre et lille kryds over dig’ for ’jeg vil bare gøre korsets tegn over dig’, og på s. I, 140 mangler en strofe.

Prisen bærer imidlertid oversættelsen af den gamle Karamazovs beskrivelse af politimesteren (I, 60) som en ’butterdejgsstatue med sænkede blikke, tyskerblond’ og ’en butterdejgs Wagner-helt’, når han ifølge Dostojevskij bare er ’høj, tyk, blond og bister’. Det var da også den oversættelse, professor Ad. Stender-Petersen undrede sig mest over i sin højst læseværdige analyse fra 1954 af Georg Sarauws og Einar Thomassens Dostojevskij-oversættelser (På tærsklen til en ny tid). De to oversættere havde bedt professoren være dommer i den daværende oversættelsesstrid, der var fremkaldt af, at Sarauws oversættelser var væsentlig kortere end Thomassens. Stender-Petersen fortæller her, at Sarauws oversættelse af Brødrene Karamazov er forkortet, men indrømmer, at han ikke ville have lagt mærke til det, hvis ikke polemikken havde gjort ham opmærksom på det. Se, det fortæller Gyldendal jo ikke de nye læsere. Professoren konkluderer dog, at Sarauw er ’kommet Dostojevskijs prosasprog så nært, som det er muligt’, mens Thomassen ’har en vis tendens til at gøre Dostojevskij mere mærkværdig end han i virkeligheden er, rent sprogligt betragtet’. Sarauw er altså bedst, men det var han for 56 år siden. Nu holder hans oversættelse ikke mere, og Thomassens endnu mindre. Nu trænger vi til en nyoversættelse af hele Brødrene Karamazov!

Lars P. Poulsen-Hansen er magister i slavisk filologi
(Denne tekst er tidligere bragt i Weekendavisen Bøger 18. marts 2011)

mandag den 11. juni 2012

DER ER EN MARK

Af Julie Sten-Knudsen

 1.
Jeg bestemte mig først for at oversætte Jenny Tunedals Mitt krig, sviter på grund af titlen.
                      Jeg havde mødt digteren og kritikeren Jenny Tunedal, mens jeg var elev på forfatteruddannelsen Litterär gestaltning i Göteborg, hvor hun en eftermiddag var gæstelærer på et seminar med temaet vold: Sprogets vold, lovens vold, kærlighedens vold. Seminaret gjorde dybt indtryk på mig, og de sidste tekster til min digtsamling blev skrevet med Tunedals ord i baghovedet.
                      Da jeg hørte, at Tunedal skulle udgive en bog, der hed Mitt krig, følte jeg mig temmelig sikker på, at den havde en forbindelse til foredraget om vold. Desuden syntes jeg, at det var en radikal politisk gestus for en svensk digter at kalde en bog Min krig. I mine ører havde titlen en helt anden klang end Knausgårds Min kamp, for enhver kan vel siges at kæmpe, men Min krig – hvad var det for en krig? En virkelig krig, som digtet og digteren ville påstå at have en andel i, eller en personlig konflikt, som i digtet blev kaldt krig? Jeg blev så opsat på at få del i bogens tankeverden og sprog, at jeg skrev til Tunedal og fik lov at læse pdf'en nogle måneder inden udgivelsen. Da bogen udkom i august 2011, var jeg gået i gang med at oversætte den til dansk.
                      Titlen blev Min krig, suiter. Det svenske sviter kan også betyde ”følgesygdomme”, ”eftervirkninger”, men jeg kunne ikke finde noget ord, der på samme tid kunne rumme dén betydning og betydningen ”suiter”. Eftersom bogen består af en række lange digtsuiter, valgte jeg den mest oplagte, men også den mest neutrale, kedeligste løsning. Måske for at afbalancere det allerede tilpas voldsomme Min krig med en nøgtern konstatering.
                      De første ti sider var de sværeste, og det blev de ved med at være hver gang, jeg vendte tilbage til dem. Bogen starter benhårdt ud i et næsten helt abstrakt sprogligt rum:

Der er fred
Først mærker jeg det ikke
Siden fortsætter det

Der er en mark
Det uforglemmelige hjerte
Solen som skin

Det er dens pligt
Under stor smerte
Alene hos en alenemor

Det er en misforståelse
Hvor skulle det alvorligste være
I hendes hoved


Det er sket før
Levende døde eller døde levende eller
Nogen med egne hænder


Hvilken mark? Hvilket hjerte? Hvad henviser ”dens” til, hvad er det, der har en pligt til at gøre hvad? Hvem er alene? Hvad er det, der er sket før? Hvad er det, nogen gør ”med egne hænder”?
                      Jeg vil ikke påstå, at jeg rent intellektuelt-analytisk forstår bogens første digte. Her var jeg nødt til at satse på en intuitiv forståelse, stole på min egen famlende læsning. Min famlen var frustrerende, men nødvendig i fremskrivningen af det abstrakte, tvivlende sprog. Og hver gang jeg bevægede mig længere frem i bogen, føltes det som om, sætningerne begyndte at give mere fra sig. Der dukkede hurtigt mere afrundede linjer op, umuligt nøgne udsagn, jeg ikke kunne få ud af hovedet:
smerte eller ensomhed   hvorfor plager de hinanden   som børn


2.

Det første og største problem var det tilbagevendende ord fält, som almindeligvis betyder ”mark”, men også kan betyde ”slagmark”, ”felt”, ”terræn” og så videre. Her følte jeg mig nødsaget til at inddrage Jenny Tunedal i mine overvejelser. Et uddrag af vores korrespondance:
JSK: Felt på dansk rummer ikke betydningen mark (åker), men mark rummer til gengæld kun den konkrete betydning åker, ikke konnotationer til krigens slagmark, et mere abstrakt felt osv. Synes du at det er vigtigst, at der er tale om en konkret mark (som det kan regne på, hvor der vokser hvede etc.), eller at de abstrakte betydninger kommer med?
JT: oj vad svårt med fältet. vad heter slagfält på danska?
JSK: Slagfält hedder slagmark. Men dra i fält kan hedde ”drage i felten”. Jeg har indtil videre brugt ”mark”, det er helt subjektivt, fordi jeg holder af at se de konkrete billeder, jeg vil på en måde gerne have den mark til at være der. Men jeg kan godt se at mange andre betydninger ryger.
 JT: jag litar på dig. och jag har tänkt. tror mark blir bra.
Jeg valgte konsekvent at skrive ”mark”, da jeg ikke syntes det gav mening at skrive fx ”Det kommer til at regne sølv på feltet”, mens ”Det kommer til at regne sølv på slagmarken” ville være for pædagogisk. Da nogle medlæsere kommenterede digtenes ”rurale præg”, måtte jeg indrømme, at det er min oversættelse, der har understreget teksternes placering i et landskab.
                      I tilfældet fält er det let at se, at jeg har foretaget et valg, som har ført teksten i en bestemt retning. Ofte har det ikke været så let at få øje på mine egne idiosynkratiske tilbøjeligheder, før nogen har påpeget dem. Efter et vist antal gennemlæsninger opstår en vis blindhed over for andre mulige formuleringer, teksterne falder på plads i deres danske version, som om de hele tiden havde set sådan ud.
                      Min svenske kollega og tidligere lærer Marie Silkeberg bladrede forleden i Min krig, suiter og nikkede indforstået til mig: Man ser dig i disse tekster. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, jeg har gjort ved Min krig, suiter – hvordan jeg har farvet den. Men som jeg sagde til Marie, har bogen i hvert fald gjort noget ved mig og mit sprog. Jeg er endnu ikke sikker på, hvad det er.

Læs mere her:
http://basilisk.dk/bog/Min_krig_suiter.htm
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1651782/svensk-krigsdigter-udfolder-voldelige-traesnit/
http://juliestenknudsen.dk/

torsdag den 7. juni 2012

Mårbackaprisen til Anne Marie Bjerg




Oversætter Anne Marie Bjerg modtager 9. juni Mårbackaprisen. Stort tilykke til Anne Marie!


Pressemeddelese fra Mårbacka - Selma Lagerlöfs hjem:

Dansk översättare får lön för mödan
Anne Marie Bjerg är precis klar med översättningen av Kerstin Ekmans
Grand final i skojarbranschen.

 Hon har översatt ett tiotal av Sveriges mest namnkunniga författare till danska. Sedan 1983 har Anne Marie Bjerg gjort samtliga Selma Lagerlöfs stora verk tillgängliga för dansk publik. För sitt arbete som översättare får hon 2012 års Mårbackapris.

Lördag 9 juni, kommer
Anne Marie Bjerg till Mårbacka för att ta emot priset.

– Mårbackapriset gläder mig alldeles särskilt. Det lyfter fram en yrkesgrupp som sällan

får höras och synas, ett yrke som förtjänar uppmärksamhet. Men rik blir man inte, även

om man har många uppdrag, säger
Anne Marie Bjerg.

Inte bara Mårbackastiftelsen har bestämt sig för att belöna Anne Marie Bjerg. För en

vecka sedan, den 30 maj, meddelade Letterstedtska föreningen att hon får föreningens

nya nordiska översättarpris.

Det var den kände danske författaren Klaus Rifbjerg, som uppmuntrade henne att bli

översättare. Det första svenska uppdraget var att översätta delar av Per Wästbergs romantrilogi.

Anne Marie Bjerg har sedan fortsatt med författare som exempelvis Lars

Ahlin, Gerda Antti, Sun Axelsson, Kerstin Ekman, Theodor Kallifatides, Agneta Pleijel,

Gun-Britt Sundström, Göran Tunström, Elin Wägner.

Vid prisutdelningen på Mårbacka kommer
Johannes Riis, förläggare vid Gyldendals

förlag i Köpenhamn, att ge en bild av Selma Lagerlöfs position i Danmark och av hennes

danska läsare. Det danska förlaget har även under senare år svarat för en väl uppdaterad

och väl utformad utgivning av Selma Lagerlöfs verk.

I år är det 100 år sedan
Körkarlen gavs ut. Boken har valts som pilotutgåva i det stora

digitala, vetenskapliga projektet om Selma Lagerlöfs författarskap. Projektet drivs i

samarbete mellan Uppsala och Göteborgs universitet, Svenska Vitterhetssamfundet och

Kungl. biblioteket. För sina insatser som initiativtagare och inspiratör får
Louise Vinge,

professor em, Lunds universitet, Mårbackaplaketten
.

Dag: Lördagen den 9 juni 2012

Tid: Klockan 15.00

Plats: Stallet på Mårbacka

För mer information:
Anette Rhudin, ordförande i Mårbackastiftelsen, 070-601 32 77

eller Elisabeth Lagerlöf, sekreterare i Mårbackastiftelsen, 070-797 42 10

forts. nästa sida

Pressmeddelande 2012-06-07

www.marbacka.com

Mårbackapriset 2012

Program

Mårbackapriset och årets pristagare

Anette Rhudin,
 ordförande i Mårbackastiftelsen, hälsar välkommen.

Sång

Gunilla Hallgren.

Selma Lagerlöf och hennes danska läsare

Johannes Riis,
förläggare, Gyldendals förlag, Köpenhamn.

Mårbackapriset överlämnas

Anette Rhudin,
 ordförande i Mårbackastiftelsen, presenterar 2012 års pristagare.

En översättares utmaningar

Anne Marie Bjerg,
översättare av ett drygt 10-tal svenska författare, om ett ensamt,

fascinerande, men inte särskilt uppmärksammat arbete.

Selma Lagerlöfsplaketten

Anette Rhudin,
ordförande i Mårbackastiftelsen, överlämnar Selma Lagerlöfsplaketten

till Louise Vinge.

Den vetenskapliga utgåvan av Selma Lagerlöfs verk

Louise Vinge,
professor emeritus, Lunds universitet, om det stora vetenskapliga projektet

och exemplet
Körkarlen.

Sång

Gunilla Hallgren.

Avslutning

Mårbacka Café är öppet efter ceremonin och där presenteras flera av Bengt Olsons bilder

från boken om Nils Holgersson.

fredag den 1. juni 2012

Månedens oversætter: Ellen Boen



(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Menes der andres eller egen? Hvis det sidste: Den oversættelse, jeg er mest stolt over, er min gengivelse af svenske Daniel Sjölins ”Verdens sidste roman” fra 2008. Det var en hulens svær opgave (jeg skulle bl.a. opfinde danske ækvivalenter til forfatterens mængder af hjemmefabrikerede ”fremmedord”), men det lykkedes, og dét i en sådan grad, at Sjölin efter at have læst min danske oversættelse sendte mig en begejstret mail med ordene: ”Ellen, du har gjort mig lykkelig!”

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Som læser vil jeg underholdes, simpelthen og i bred forstand. Jeg vil beriges med nye indsigter og oplevelser, og det gælder alle genrer. Som oversætter nyder jeg sproglige udfordringer, ikke mindst når de indbefatter ordspil/humor og naturbeskrivelser.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg gribes af præstationsangst, hver eneste gang jeg står over for en ny opgave, hvilket indebærer, at jeg har det med at udskyde arbejdet alt for længe og derfor næsten altid ender med at have hysterisk travlt. Når jeg så omsider kommer i gang, kører jeg derudad i højeste gear og forsvinder helt fra verden og ind i teksten. For øvrigt læser jeg aldrig originalen på forhånd.

Hvor oversætter De?

Dels i min lejlighed i København, dels i mit hus i Blekinge.

Deres største fejl?

Utålmodighed.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Litteratur, der spilder min tid. Som yngre følte jeg mig mere eller mindre forpligtet til at læse en bog til ende, men er nu blevet bedre til at kaste den fra mig, hvis det ikke lykkes teksten at fænge mig inden for 20-30 sider. Noget, der tænder mig helt af, er litteratur, der vælter sig i namedropping og navlepilleri.  

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Kan ikke komme på konkrete eksempler, men skæve eksistenser og ”uheldige helte/heltinder” fascinerer mig.

Deres helte i det virkelige liv?

Alle de mange navnløse mennesker overalt og til alle tider, som på trods af håbløse odds har bevaret deres menneskelige værdighed og fundet overskud til at være noget for andre.   

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Heller ikke her kan jeg komme med konkrete eksempler, men jeg håber da, at jeg fremover vil få tilbudt nogle dejligt udfordrende opgaver.

Deres sindsstemning netop nu?

Jeg er temmelig stresset – kan man kalde det en sindsstemning?

Deres devise?

Det gælder om at pleje sine fordomme, mens tid er, for man ved aldrig, hvor længe man får lov til at beholde dem J